Sporene efter Verdens skabelse på dit køkkenbord
I begyndelsen af alting var der en stor tomhed. I den ene ende heraf fandtes Kulden og i den anden Varmen. Imellem disse to lå den evige tomhed, Ginnungagabet. Verdensaltet. Et uendeligt og umådelig tomt rum.
Således, og endda ganske acceptabelt for videnskaben af i dag, blev verdens opståen beskrevet for tusind år siden i vikingetidens værk „Den yngre Edda“. Ilden og Isen mødtes, og af dette sammenstød opstod verden. To modsætninger mødtes, og dét var måske netop Urbraget, som børnene lærer om i skolen i dag.
Videre bliver de gamle vikingers fortælling naturligvis mere besynderlig. I deres epos berettes der om Ødhumbla, den Mælkerige ko, som opstod af hvem véd hvad og begyndte at slikke salte sten. Netop af sten skal koen have slikket jætten Ymer frem, som således blev verdens begyndelse. Ymer fødte de første menneskelignende væsker af sine armhuler, og derfra kom også de første Guder: Overguden Odin, som vi kender så godt, og hans brødre Vile og Ve. I det videre forløb bliver det endnu mere interessant: Odin sammen med sine brødre dræber nemlig den første jætte, og derefter skabte de verden af ham. Ymers krop blev til Jorden, hans knogler blev til bjergene, hans øjne til stjernerne på himmelhvælvet, hans hjerne til skyerne og blodet til have og oceaner.
Odin og brødrene vandrede på den nyskabte jord og så to træstammer på en søbred. Den ene skabte de første menneskeskikkelser af stammerne, Ask og Embla (drengenavnet Ask fortæller os træsorten på det ene træ), den anden gav dem ånden og den tredje forstanden. Men forinden var altså Jorden og dermed også bjerge og klipper skabt – af Ymers knogler.
En sådan digterisk forklaring på Jordens opståen kan på den ene side naturligvis forstås som et eventyr. På den anden side igen kan vi her se, hvordan menneskerne på kreativ vis fortolkede og forklarede det, som de ikke rigtig forstod. Vi kan blot tage de slyngninger og pletter, ar og spor, som kan ses i bordplader af sten med et mere intenst mønster. Naturligvis kan sådanne spor forklares på naturlig vis ud fra for eksempel tektonik, dvs. jordskorpens pladers bevægelser, som trykkede bjerge og selv kontinenter sammen og skilte dem igen bagefter. Nærmer vi os i stedet emnet spirituelt, kan vi sige, at Guderne skabte mønstret. Og på denne vis gemmer der sig et helt eventyr i den sten, som bruges som bord i køkken eller badeværelse. Den gemmer på oldgamle guders og kæmpers fødsler og forelskelser, kampe og krige, på beretningen om hele verdens opståen.
Derfor kan to borde fremstillet af natursten ikke være magen til hinanden, selv om de skulle være fremstillet af en plade af samme sten. Et ensartet mønster finder man hos kunststen fremstillet af mennesker under anvendelse af styret teknologi og materialer. Naturen er ikke symmetrisk, eventyr og sagaer er ikke kedelige og lig hinanden. Snarere må man forestille sig, at hver enkelt bordplade er særlig og enestående, ligesom Guderne engang skabte dem.
Odins mest berømte søn hedder Thor. Han har om livet et styrkebælte og i hånden stridshammeren ved navn Mjølner, som altid kommer tilbage i hånden efter at være kastet. En af Thors hovedopgaver var at bekæmpe jætter. Der fandtes naturligvis snejætter, isjætter og andre jætter; men de vigtigste var stenjætterne. Dem slog Thor bunker af ihjel med sin hammer, og således kan vi poetisk jo finde, at også sporene efter hans hammer er bevaret i klipperne.
Hvilket bringer os tilbage til denne histories begyndelse: alle de snoninger og årer, luftbobler, forsteninger og ar (sammenvoksede mikrosprækker), som kan ses i køkkenbordets stenplade, er jo ikke opstået af sig selv. Skal vi tro den antikke mytologi, så er det jo kampen mellem stenjætterne og Odins søn Thor, som lyser ud af det oldgamle mønster. Eller også er det eventyret om Odin selv og verdens skabelse.
Det er åbenbart, at Odin og Thor ikke er guder, men menneskers forestilling om naturkræfterne. Én ting kan man dog være sikker på: en siksakstribe i stenpladen er ikke nogen fejl. Pletter og plamager, snoninger og årer er ikke nogen usymmetriske fejltagelser. Det viser kræfter stærkere, end mennesker kan være. Sådanne spor bør man ikke altid skjule eller endog reparere med epoxy, som nogle stenbearbejdere gør det. Somme tider er det netop i mønstrets uregelmæssighed, at stenens natur og særpræg åbenbarer sig. Thors hammerslag, Odins spydstik, gengivelsen af verdens skabelse, der for evigt er lagret i stenen – som et overraskende og beundringsværdigt kunstværk.
| Se materialerne! |
