Blue Pearl, Emerald Pearl og Labrador Antique – 3 berømte granitsorter fra Norge

Blue Pearl, Emerald Pearl og Labrador Antique – 3 berømte granitsorter fra Norge

Når det drejer sig om marmor, hvor det for produktionens vedkommende først og fremmest er sydeuropæiske lande som Italien, Tyrkiet og Grækenland, der er kendte, så skal man for granits vedkommende tale om Norden, især om Norge.

Indenfor eksporten af granit, basalt og sandsten lå Norge i 2015 på en tredjeplads efter Indien og Brasilien, foran såvel Kina som Sydafrika, i 2019 nåede Norge endda en andenplads med en markedsandel på omkring 10% (Indien havde 44%).

Hordaland

Norge er seismisk mere aktiv end de andre skandinaviske lande, og jordskælv er oftere forekommende i kystområderne. Sydnorge rummer en brudzone, hvor granitmassiver fra vest og øst mødtes og i betydelig grad blev flyttet rundt på som følge af sammenstødet. Datering med radioaktive isotoper viser, at det sydnorske granitbælte er omkring 900 millioner år gammelt (Neumann, 1960) og blev dannet i den sidste fase af den prækambriske orogenese. Samtidig er massiverne i Kongsberg-Bamble området mod nordøst mere finkornede og overvejende opstået ved omkrystallisering. De ved blanding opståede stenmassiver er i forhold til deres mineralsammensætning meget forskellige og kan i fremtræden og egenskaber variere kraftigt, også hvor de i dag befinder sig tæt på hinanden. Generaliserende kan man dog sige, at granit fra Midt- og Nordnorge (for eksempel Størens lysegrå sten) i deres udseende mere ligner de svenske (Bohus Grey) og finske (Balmoral Red) ensartede og finkornede granitsorter.

Det ældste stenbrudsområde

De historisk væsentligste og kendteste stenbrudsområder findes først og fremmest i det vestnorske kystområde. Stenbruddet på Hespriholmen i Hordaland fylke antages at være Norges ældste stenbrud, det blev anvendt allerede i stenalderen. Blandt middelalderens stenbrud kan nævnes Lyklingfjorden (Bømlo), Bergholmen (Reksteren), Vargavågen og Lysekloster (Os), Kvernes og Ådland (Samnanger), Sævråsvåg (Lindås), Arsvågen (Fusa) med flere, som befandt sig i området mellem Bergen og Stavanger og på øerne i Rogaland fylke.
Dengang værdsatte man først og fremmest “blødere” stensorter, der var nemmere at bearbejde, som for eksempel sæbesten (steatit), hvoraf man både udhuggede figurer og fremstillede forme til støbning af smykker i ædelmetal og tin.

Også lokal marmor var kendt (Sunnhordland), den blev dog hovedsagelig anvendt i knust form til fremstilling af kalkmørtel. Den ældste kendte kalkovn fandtes i Røyksund (Bømlo) og stammer fra begyndelsen af det 13. århundrede. Huse blev dengang hovedsagelig bygget af træ, blokke af sæbesten muret op med mørtel blev mest brugt til opførelse af kirkebygninger. Hårdere materialer og stenarter som gnejs og granit begyndte man at bryde og anvende til byggeri forholdsvis sent, først hen mod slutningen af det 19. århundrede, og produktionen af granit fik først rigtig fart på i 1980’erne.

Hove (Vikøyri) – en af de ældste stenkirker

The Great Friction of Breccia” (ordet breccia kommer fra italiens og betyder skærve, revne) løber fra Kristiansand til Porsgrunn. Breccie er betegnelsen for en bjergart, i hvilken korn eller kantede stykker af en anden bjergart er blandet med finere materiale og cementeret sammen.
Bugge betegnede i sin undersøgelse et her liggende granitlegeme som Birkeland-granit, senere har Barth fundet det mere korrekt at navngive området efter Herefoss, Oftedahl anvender navnet Fevik-granit. Uanset betegnelsen er imidlertid alle geologerne enige om, at området, der går fra Farsund til Oslo er et værdifuldt område at studere, det har naturkræfterne gjort interessant i løbet af millioner af år. Det er endda udformet så smukt, at den norske blå granit i dag er verdensberømt og formentlig den dyreste granit, som man sætter pris på både i Europa og i USA. Det er en speciel og særpræget sten, som finder anvendelse overalt lige fra skihytter i Voss til skyskrabere i Dubai.
I nærheden af Porsgrunn i Østnorge findes også et af Norges kendteste stenbrudsområder Larvik, hvorfra de to mest berømte blågrå graniter Blue Pearl og Emerald Pearl stammer.

De fleste mineraler har en velordnet krystalstruktur og en bestemt kemisk sammensætning. Bjergarternes sammensætning bestemmer også materialets fysiske egenskaber såsom hårdhed, densitet, opsprækning og farve. Nogle mineraler har en lagdelt tekstur med parallelle flader. Lys, som spejles fra disse lag, giver materialet en glans med skiftende farver, som er blevet betegnet som labradorisering (begrebet blev skabt og populariseret af Ove Balthasar Bøggild).

Blue Pearl

Monzoniten Blue Pearl (Lundhs Blue) er larvikit, hvis feldspatkrystaller giver den polerede overflade en karakteristisk sølv-gråblå glans. Alt efter betragtningsvinkel og belysning kan stenen forekomme alt fra asfaltgrå til isagtigt lyseblå.
Sammenlignet med en anden populær grå sten (graniten Steel Grey fra Indien) er overfladen mere livfuld og strålende.

Blue Pearl

Emerald Pearl

Emerald Pearl er sammenlignet med Blue Pearl rigere på nuancer, det er en grønligblå, lokalt næsten mørkegrå eller sort fremtrædende sten (en monzonit). Også farvespektret for krystallerne, der forskønner stenen, er rigere, i solskin frembyder det et uforligneligt farvespil – på den mørke baggrund stråler ud over sølverne og blå pletter også smaragdgrønne, lilla, endog bronceagtige toner.

Emerald Pearl

Labrador Antique

Labrador Antique er en mørkebrun anorthosit (bjergarten har et højt indhold af labradorit) med sorte, nøddebrune og beigefarvede pletter dekoreret med safirblå, lilla og rubinrøde krystaller. Det temmelig tætte mønster er ikke blot smukt, men også praktisk, eftersom fingeraftryk og pletter ikke står lige så tydeligt frem på den brogede baggrund, som det ville være tilfældet for en ensfarvet stenflade.

Labrador Antique

Kast et blik på de tilbudte materialer og beregn prisen på drømmekøkkenet!